UniversitetsbibliotheketogHolbergs TræStolt hæver sig den røde Gaardmed sine høie Tinder,som midt i Nutidslarmen staaermed Fortids stille Minder.Her reddet har fra Glemsels Strømsig ind i Aandeborgendet fjerne Østens første Drømi Tidens lyse Morgen.Her hvælver høit sig Sagas Sali Glands af Nordlysflamme,her rækker hun sin Guldpokaltil Odins gamle Stamme.I denne stolte Helligdomsig alle Guder leire,de gamle fra Athen og Rom —og Tankens sidste Seire.Du stille Gransker, gaa da ind,hvor Kundskabsskatten venter!Men vogt Dig, stir Dig ikke blindpaa gule Pergamenter!Du blege Lærde, bøi Dig kunhenover Bogens Blade.Men tab ei Smilet om din Mundog dine Miner glade!O se Dig ud! Et løvrigt Træer Gjenbo jo til Murenog sender i dit dunkle LæDig Hilsen fra Naturen.Det kiger kjækt ad Ruden indhenover snevre Gade,imens den lune Sommervindbevæger blidt dets Blade.Og øverst høit i Kronens Topden muntre Sangfugl sidderog sender imod Skyen opsin melodiøse Kvidder.Thi hæv dit Øie freidigt, frit —og det vil rigt sig lønne —fra Bogens Blade, Sort paa Hvidt,til Træets friske grønne!Med dobbelt Myndighed det staaerog ud Pedanter skammer,thi ned det (saadan Sagnet gaaer)fra Ludvig Holberg stammer.En stille Lærd, ved Midnatsstundhan grublede og søgte;og hvor var dog hans Latter sund,naar, satyrkaad, han spøgte!Ja, ned han steg, trods Nogen, kjæk,i Kundskabs dybe Schakter —og tegned dog med raske TrækStygotius’ sære Fagter!O aldrig uddø Holbergs Aand,der spotter Miner bistre!Vi vil ei gaae i Ledebaandaf skimlede Magistre.O altid trives Holbergs Træ,for frisk at protestere!Gid sunde Slægter i dets Læmed Liv og Aand studere!Skræm som Natur-Evangelist,omstraalt af Holbergs Minde,Du stolte Træ, hver Bogorm tristfra Bøgerne derinde!