Kristian Arentzen (1823–99)

I det deilige Hardanger gaaer en lille Pog,

og han læser i Naturens vidtopslagne Bog,

Høie Fjelde, store Skove, Nordhavsbølgen blaa —

tusind underfulde Stemmer til hans Øre naae.

Fremad, frem af Clasens Have mellem kjække Mænd

stormer Mesterlektiedrengen — Bogen er slængt hen.

Hornet toner, Bøssen knalder. I den vilde Dyst

Gutten fra de norske Fjelde værger Danmarks Kyst.

Mellem sunkne Kapitæler i det stille Rom

Ungersvenden, dybt bevæget, ser en Verdens Dom.

Høit Tiber paa Kapri sidder, Solen synker rød.

Musen græder. Ak, den store, gamle Pan er død!

Hist hvor Sorø venligt smiler i livsalig Fred

mellem skjønne Bøgeskove nærved Søens Bred,

med en ung og kjærlig Hustru fæster Manden Bo —

efter Livets Storme finder Digterhjertet Ro.

Og han vandrer høi og stille, trofast mod sig selv;

og hans Harpe mægtigt bruser som en Klippeelv.

Hellig Anelse og Længsel vækkes ved hans Kvad,

som naar Høstens Storme lege med det gule Blad.

Nu som Olding fjernt fra Larmen i den store By

hviler han i Søndermarkens ensom-stille Ly.

I Naturen, som han elsked alt fra lille Dreng,

rede vi med Vemodstaarer snart hans sidste Seng.

Lad da Sangen om ham tone i hans Aftenstund —

Tak for alle dine Sange, Tak af Hjertensgrund!

Klar din Digterstjerne funkler med en evig Glands,

og Kjærminder ind skal slynges i din Laurbærkrands.