I det deilige Hardanger gaaer en lille Pog,
og han læser i Naturens vidt opslagne Bog.
Høie Fjelde, store Skove, Nordhavsbølgen blaa —
tusind underfulde Stemmer til hans Øre naae.
Fremad, frem af Clasens Have mellem kjække Mænd
stormer Mesterlektiedrengen — Bogen er slængt hen.
Hornet toner, Bøssen knalder. I den vilde Dyst
Gutten fra de norske Fjelde værger Danmarks Kyst.
Mellem sunkne Kapitæler i det stille Rom
Ungersvenden, dybt bevæget, ser en Verdens Dom.
Høit Tiber paa Kapri sidder, Solen synker rød.
Musen græder — ak den store, gamle Pan er død!
Hist, hvor Sorø venligt smiler i livsalig Fred
mellem skjønne Bøgeskove nærved Søens Bred
med en ung og kjærlig Hustru fæster Manden Bo —
efter Livets Storme finder Digterhjertet Ro.
Og han vandrer høi og stille, trofast mod sig selv;
og hans Harpe mægtigt bruser som en Klippeelv.
Hellig Anelse og Længsel vækkes ved hans Kvad,
som naar Høstens Storme lege med det gule Blad.
Alderstegen, fjernt fra Larmen i den store By
hviler han i Digterhavens grønne Bladely —
her hans kjære Oehlenschläger tumled sig som Dreng
og ved Kirkemuren redet fik sin sidste Seng.
Hist ved Cestiuspyramiden, langt fra gamle Nord
lagdes han saa, mæt af Dage, ned i Sydens Jord.
Hvor han i sin Ungdom havde levet, sværmet, lidt,
lukked han i høi Forlængsel Øiet roligt, blidt.
Hæver sig end ei hans Gravhøi her ved Belt og Sund,
aldrig skal dog Mindet om ham synke hen i Blund.
Klar hans Digterstjerne funkler med en evig Glands,
og Taknemmeligheds Taarer dugge Laurens Krands.