I de unge Dage
under Foraarsblæst,
som den vilde Jæger,
foer jeg høit til Hest.
Guddomsrøsten trængte
sjelden til mit Sind,
den blev lystigt veiret
hen i Veir og Vind.
Lad kun Andre klage
over Livets Gang —
Manddoms stille Dage
fylde mig med Sang.
Rolig Sjælen vugger
sig i Harmoni,
og en gammel Saga
dukker op deri.
Da Profeten fordum
paa sin Engels Bud
i den dunkle Hule
vented paa sin Gud —
se! da kom et Uveir,
vildt det frem sig svang,
stærkest Klippe brødes
paa dets stolte Gang —
se! da kom et Jordskjælv,
slukt blev Solens Glands,
Jordens faste Grundvold
gik i Bølgedands —
se! da kom en Flamme,
ræddelig og vild,
op mod Himlen blussed
høit den stærke Ild.
Men i Storm og Jordskjælv
gik ei Herrens Vei,
i den vilde Lue
taled Herren ei.
Først da efter Ilden
kom en sagte Lyd,
grebes dybt Profeten
af en navnløs Fryd.
Mens en stille Luftning
leged med hvert Blad,
svøbte han sin Kappe
om sit Hoved glad.
Ud han gik, bevæget,
bøied sig mod Jord,
lytted, ydmyg, stille,
til sin Herres Ord.