Reis dit Hoved, o Bondemand!
Ludet Du har for længe,
skjøndt Du dyrker vort gamle Land,
Holmene midt i det brusende Vand,
Danmarks rigt velsignede Strand,
deiligste Vang og Vænge.
Løft din Røst som i Oldtids Vaar,
kraftig paa Thinge Du tale!
Folkeaanden sit Mæle faaer,
Foraarssolen paa Himlen staaer,
Lærken høit sine Triller slaaer,
Morgenhanerne gale.
Længe nok har Du, stor og stærk,
Ryggen for Hvermand krummet.
Tiden sled Du med Trælleværk —
Ridderen kneised i Pantsersærk,
Messer plappred den sorte Klærk,
gnaven Jeronimus brummed.
Nu kommer Bonden! Fremad, frem!
Timen er alt forhaanden,
da han, som fri Mand i Fædrehjem,
pløier og saaer med Fynd og Klem
for at lokke fra Muldjords Gjem
nærende Føde — for Aanden.
Ja, for Aanden! En Pintsefest
frem over Jorden bryder.
Trællen, der snakked kun med sin Hest,
dukked for Herremand og Præst,
tænkte blot paa, hvad der laa næst,
Kaldet fra Oven lyder.
Ikke han mer, som et usselt Drog,
altid vil staae tilbage,
Spillebold for hver Skolepog,
der har lært det latinske Sprog.
Nei, han reiser sig, kjæk og klog,
som i de gamle Dage.
Samle Grunker paa Kistebund
er ei hans eneste Tanke.
Øiet han løfter mod Himmelens Rund,
lytter til Fuglesang i Lund,
føler, som nyfødt, efter et Blund
Hjertet i Barmen banke.
Aandens Storværk, Skjaldenes Sang,
Alt, hvad der fremad stræber,
løfter ham høit paa hans jævne Gang
op over Livets Nødtørft og Trang,
Modersmaalet med fyldig Klang
lyder fra Bondelæber.