Vinterens Sol sig glødende hæver,
kaster sit Skjær over Tagenes Sne,
Træet med Rimkrystallerne bæver —
nei, hvor det dog er prægtigt at se!
Fata Morgana kjækt over Muldet
bygger Paladset af Sølvet og Guldet.
Op af en Skorsten paa Gjenbotaget
stiger en Gut i sin sværtede Dragt.
Nys har i Mulmet han kravlet og raget,
nu staaer han høit i den straalende Pragt
sodet, men solforgyldt, over Vrimlen
løfter han Øiet glad imod Himlen.
Gjennem Mørket op imod Lyset —
saadan var jo hans trange Gang!
Og mig tykkes i Morgengyset
venlig en Stemme fra Oven klang.
Ja, til en Mythe om Kamp og Seier
blev mig den lille Skorstensfeier.
Op imod Lysets funklende Rige,
om end Veien er nok saa brat,
gjælder det trøstig, kjæk at stige,
selv igjennem den bælmørke Nat.
Ænds kun ikke lidt Smuds paa Kjole —
det forgyldes af Morgensolen!