Jeg sidder i Skovens Skygge
den hældende Sommerdag,
hvor Stammerne kneise trygge,
og alle Smaafuglene bygge
i gudvelsignet Mag.
Derudenfor larmer Vinden,
men her er en Fredens Bo.
Kun blidt mellem Bøgen og Linden
en Luftning bølger om Kinden
i Skovens livsalige Ro.
Jeg kommer fra Vindens Larmen
og skal tilbage igjen;
men Freden fylder mig Barmen,
og, glemmende Sorgen og Harmen,
jeg, drømmende, giver mig hen.
Som Barnet paa Moderskjødet
kan glemme den bittreste Ve
og finde sin Smerte bødet
og Lidelsens Kalk forsødet
og atter med Freidighed le —
saa tier al modløs Klage,
mens, gjemt i min lønlige Vraa,
hvor Skyerne over mig drage,
jeg taus mig læner tilbage
og stirrer mod Himlens Blaa.
Det er kun et Havbliks Hvile,
og Stormen mig tumler igjen;
men det har lært mig at smile
og givet mig Mod til at ile
paany til Kampene hen.