De sige, at jeg sidder
i deres Samkvem sløv;
de gjække mig og raabe:
Jeg bliver nok lidt døv!
Javist, for tomme Løier
og Spot jeg bliver sløv;
javist, for fjælløs Tale
og Fjas jeg bliver døv
Thi mildt min Genius kalder
i Dybet af mit Bryst,
jeg lytter til dens Stemme
i sød og salig Lyst.
Dens underfulde Hvisken
fra Aanders stille Land
Alverdens høie Larmen
ei overdøve kan.
Jeg sidder i Olympen
ved rige Guders Bord —
hvad Under, at jeg faarligt
kun hører Eders Ord!
O, I maa ikke vredes!
Lad hellere mig gaae!
Vi kunne saa dog ikke
hverandre ret forstaae.