1.
Jeg fæsted Dig, min unge Mø,
min Rose og min Lillie.
Fra nu af skal paa Verdens Ø,
til Dig kun staae min Villie!
Før fløi jeg som en Sommerfugl
og stykked ud mit Hjerte,
nu søger det hos Dig kun Skjul
i Glæde og i Smerte.
O, hvad er dog: et Hjerte delt
at give og at tage —
mod et som banker trofast, helt
i Jubel og i Klage!
... Nu, efter gammel Skik, jeg her
en Fæstensring Dig bringer.
Den sætte Du, min Lina kjær,
som et Symbol, paa Finger!
Den gyldne Ring, betydningsfuld,
Du gjennem Livet bære!
Den tyder: at som luttret Guld
vor Kjærlighed skal være.
Og Ringen, der sig sammen snoer,
paa Pigens Finger stillet,
har altid været her paa Jord
et Evighedens Billed.
Med Ringen binder jeg min Mø,
min Rose og min Lillie!
Fra nu af skal paa Verdens Ø
til mig kun staae din Villie!
2.
Der var engang en Dronning —
saa lyde Sagnet Ord —
der elskede en Greve
med Kjærlighed stor.
Engang en Elskovs Time
hun hviled i hans Arm
og læned, sødtberuset,
sit Hoved mod hans Barm.
Da tog hun af sin Finger
en Ring med sjelden Glands
og satte den, bevæget,
med Taarer paa hans.
„Min Elskede!” hun taled.
„Hvis nogensinde jeg,
bedaaret, skulde glemme
min Kjærlighed til Dig —
da løfte Du din Finger
med Ringens gyldne Glands,
og Glemselen skal svinde
fra Sind og fra Sands!
Da skal jeg atter mindes
hver Elskovens Stund
vi favnede hinanden
med Mund imod Mund!”
... Mit Hjertes hulde Dronning,
saa kjærlighedsfuld,
Du satte paa min Finger
en Ring af røden Guld.
Hvis — gid det aldrig hændes! —
paa Livets vilde Vei
Du nogensinde glemmer
din Kjærlighed til mig:
da løfter jeg min Finger
med Ringens gyldne Glands,
og Glemselen vil svinde,
der daarede din Sands!
Da skal du atter mindes
vor Elskovs første Stund
og hvad vi dengang loved
med Haand og med Mund!