Ingen dadler
den som under Klipper
ligger levende
med brudte Lemmer
og Kjødet af Lava
sønderhugget,
fordi han ei skriger
efter Noder.
Ingen undre sig,
naar der skyder
sælsomme Kviste
op af en Jordbund,
nedenfra hedet
af Sorgers Flamme,
ovenfra vædet
af Taarers Ildregn!
Thi dadle Ingen
Oddur Hjaltalin,
fordi hans Tale
Somme forarged!
Det var Frostroser
af Dødens Kulde,
Sorgens Latter
og Helblomster.
Alt fra hans Ungdom
Livets Lykke
troløs imod ham
stedse sig viste.
Armod ham fulgte
til alle Møder,
og Sorger som oftest
vented ham hjemme.
Hjertet en Konges,
Evnen en Tiggers —
øged sin Trang han
ved Lindring af Andres.
Lykke for Andre,
men ei for sig selv —
bøiet af Sygdom,
læged han Andre.
Rig var hans Aand dog;
og naar et Bjerg af
Kummer og Sygdom
knuged hans Bryst,
tumled den Bjerget,
fremmaned hurtigt
Trolde og Skjoldmøer,
fantastiske Skove.
Og disse Skikkelser,
vilde og sære,
joge en Stund da
Sorgen paa Flugt.
Andre forarged de;
men Oddur sig skabte
en Verden af Latter,
naar Verden ham martred.
Tier nu Oddur;
og Øinene, brustne,
ind efter Aanden
i Evighed stirre.
Der den har en
saadan Verden,
at den behøver ei
bedre at skabe.
Men Du som nedad
Livets Strøm
flyder sovende
til Dødens Munding —
last ei Laxen,
der kraftigt mod Strømmen
kæmper og opad
Fossen springer!