Bakkos’ Billedstøtte(Efter Uhland.)Kallisthenes, en Yngling i Athen,kom engang fra en gjennemsværmet Natmed vissen Vedbendkrands om vilde Haari Morgendæmring tumlende til sit Hjem,fast mere bleg end Morgnens blege Dæmring.Da nu hans Tjener til hans Sovekammerham lyser gjennem høie Søilegang,med Et i fuldt og kraftigt Fakkelskinsig viser Bakkos’ Marmorstatue,et herligt Værk, af Mesterhaanden skabt.I Ungdomsfylde hæver Guden sigmed Lokkers rige, langt nedrullende Pragtog Vindruerankers yppigt svulmende Krands.Forfærdet staaer den blege Ungersvend,med Øiet blændet fast af Gudens Glands.Det tykkes ham, som Zeus’ høie Sønhans Pande med sin Thyrsusstav berørerog taler til ham disse vrede Ord:„Hvi vakler hid Du, Kraft og Sands berøvet,en Skygge fra det mørke Erebos!Du har vanhelliget min Vedbendkrandsog kalder Dig dumdristigt for min Præst.Vig bort fra mig, jeg kjendes ei ved Dig!Jeg Fylden er af skabende Natur,der aabenbarer i sin Guddomsmagtsig rigest i den ædle Drues Blod.Behøver Eders øde Liv en Gud,saa søg ham ikke, hvor i Solens Glandsde fulde Ranker dække Bjergets Skrænt,nei, søg ham dybt i Hades’ dunkle Nat!”Og Guden tier, Fakkelen gaaer ud.Kallisthenes til Leiet skamfuld gaaer,han lægger bort den visne Vedbendkrands,og stille dybt i Hjertets Inderstebesværger han et helligt Løftes Ord.