Kallisthenes, en Yngling i Athen,
kom engang fra en gjennemsværmet Nat
med vissen Vedbendkrands om vilde Haar
i Morgendæmring tumlende til sit Hjem,
fast mere bleg end Morgnens blege Dæmring.
Da nu hans Tjener til hans Sovekammer
ham lyser gjennem høie Søilegang,
med Et i fuldt og kraftigt Fakkelskin
sig viser Bakkos’ Marmorstatue,
et herligt Værk, af Mesterhaanden skabt.
I Ungdomsfylde hæver Guden sig
med Lokkers rige, langt nedrullende Pragt
og Vindruerankers yppigt svulmende Krands.
Forfærdet staaer den blege Ungersvend,
med Øiet blændet fast af Gudens Glands,
det tykkes ham, som Zeus’ høie Søn
hans Pande med sin Thyrsusstav berører
og taler til ham disse vrede Ord:
„Hvi vakler hid Du, Kraft og Sands berøvet,
en Skygge fra det mørke Erebos!
Du har vanhelliget min Vedbendkrands
og kalder Dig dumdristigt for min Præst.
Vig bort fra mig, jeg kjendes ei ved Dig!
Jeg Fylden er af skabende Natur,
der aabenbarer i sin Guddomsmagt
sig rigest i den ædle Drues Blod.
Behøver Eders øde Liv en Gud,
saa søg ham ikke, hvor i Solens Glands
de fulde Ranker dække Bjergets Skrænt,
nei, søg ham dybt i Hades’ dunkle Nat!”
Og Guden tier, Fakkelen gaaer ud.
Kallisthenes til Leiet skamfuld gaaer,
han lægger bort den visne Vedbendkrands,
og stille dybt i Hjertets Inderste
besværger han et helligt Løftes Ord.