Du drager nu bort fra Sjællands Ø
med de rige, smilende Sletter
og Skoven, der om den stille Sø
Krandsen, den deilige, fletter.
Du drager afsted til det høie Nord,
hvor Fjeldet mod Skyen rager,
og vildt, under Stormens susende Kor,
Bølgen mod Stranden brager.
Vel er der smukt paa den danske Strand,
hvor Kornet bølger i Vinden;
men smukt er ogsaa det norske Land
med Fossen og Klippetinden.
— O, herlige Lod at sige Farvel
til Menneskelarmen og Vrimlen,
at læne sig, taus, til et Bakkehæld
og, drømmende, stirre mod Himlen!
O, herlige Lod at drage sin Vei
fra Byernes travle Dværge!
Bedre Naboer gives der ei
end Fosse og vilde Bjerge.
O, herlige Lod at hylle sit Liv
i Glemsel, fjernet fra Verden
med al dens Smaalighed, al dens Kiv
og al dens urolige Færden!
Lad Andre prise det smukke Bur
og Kanarifuglen paa Pinden,
jeg priser den store, vilde Natur
og Stormens Push paa Kinden.
Paa din lille Gaard, mellen Fjelde gjemt —
den staaer saa grant for mit Øie! —
sidder Du skjult, af Verden glemt,
i Naturen, den mægtige, høie.
Og Hun, din unge, trofaste Brud,
former dit Hus til en Kirke,
hvor Aanderne vanke ind og ud,
og usynlige Alfer virke.
— Farvel! Farvel! Til den store Natur
og Dig og din Hustru milde
tit fra mit snevre Fangebur
Tankerne drage ville.