O var jeg en Skipper med Hatten blank,
o var Du en Kvinde fri og frank,
saa sagde vi flux Farvel
til Nordens Kulde og Nordens Nat,
hvor mellem Beaumonden, slikket og sat,
man kjeder sig rent ihjel.
Saa heised vi Seil i høien Raa
og fløi afsted paa de Bølger blaa,
hvor Alting er frisk og frit.
Det brusende Hav, den susende Vind,
de luftede ud vort unge Sind,
og Vrøvlet bleve vi kvit.
Vi seilede ned, hvor den stolte Sol
har reist sin straalende Kongestol,
til Syd, hvor Druerne groe.
Der skulde vi favnes og favnes igjen,
der skulde vi sødt sværme Livet hen,
Maria, det kan Du troe!
... Jeg er ingen Skipper med Hatten blank,
Du er ingen Kvinde fri og frank;
thi sige vi ei Farvel,
til alt vort gamle Vrøvl og Besvær.
O nei, mellem Onklers og Tanters Hær
vi kjede os — pænt — ihjel.