Musen, den høie kommer
til min ensomme Bo,
hvor under Taget jeg throner
høit i olympisk Ro.
Musen, den høie, kommer,
og jeg lukker min Dør —
lad dem kun banke og banke,
jeg er ei hjemme som før!
Stormen suser derude,
Regnen mod Ruden slaaer;
men i mit stille Kammer
blomstrer en evig Vaar.
Væggens Panel, det sprukne,
dækker en Rosenflor;
Genier om mig sig tumle
kjækt i fantastisk Kor.
Høie hellige Muse,
o vær mig altid nær —
Du er mig Fader og Moder.
Du er mig Hustru kjær!
Troet af Jordlivets Møie,
i din evige Favn
kaster jeg mig og glemmer
alle Sorger og Savn.
I dit straalende Llle
skuer jeg henrykt ind —
Evigheds Tanker og Længsler
gjennembæve mit Sind.
Af dine Purpurlæber
drikker jeg Livets Drik —
det er, som om Jorden i Bølger
gyngende under mig gik.
Det er, som om jeg bares
paa stærke Vinger mod Sky —
det er, som om jeg, døende,
skulde fødes paany.