Jeg sad ved Vinduet forleden Dag,
Høstvinden sused vildt henover Byen,
paa Gaden stode de og sauged Brænde.
„Ak!” tænkte jeg, „Du stakkels, stakkels Bøg!
Nys stod i Skoven Du blandt dine Brødre,
høit svang Du Haabets lysegrønne Fane,
og Drossel, Irisk jubled i din Krone —
nu sauge de Dig, hugge Dig i Stykker
og Putte Dig i Ovnen, brænde Dig:
man skal jo gjøre Nytte her i Verden!”
Og Tanken fløi til Dig, min stakkels Ven!
Du stod engang som Bøgen, stolt og herlig,
høit svang Du Haabets lysegrønne Fane,
og i dit Bryst det jubled og det klang —
Du var saa ung, saa glad og saa begeistret.
Nu sidder bøiet Du som Cancellist
og stirrer Øiet blindt paa dumme Acter,
imedens Du i Sjælen gaaer tilgrunde!
De sauget har Dig, hugget Dig i Stykker
og puttet Dig i Statens Ovn som Brænde
man skal jo gjøre Nytte her i Verden!