„O see Raketten!” lød et Jubelraab,
og Alles Blikke vendte sig mod Synet.
Kjæk som en Tanke, freidig som et Haab,
Den skød iveiret, glimrende som Lynet.
Den fløi afsted høit over grønnen Jord
igjennem Rummet op mod Nattehimlen,
Lys, higed den imod det lyse Kor
af Verdenskloder, imod Stjernevrimlen.
„Se, hvor den funklende nu op sig svang,
en Stjerne, til den høie Frændeskare!”
Et Knald, og nok et Knald, Raketten sprang,
og tusind Stjerner gjennem Rummet fare.
De lyste, røde, hvide, gule, blaa;
men kun et Øieblik — og Alt var øde.
De høie Stjerner deres Baner gaae
i Evighed og gjennem Natten gløde.