Hvorofte har jeg ei stirret
paa Dig, Du stolte Træ!
Hvorofte har jeg ei hvilet
drømmende i dit Læ!
Saaofte jeg paa Dig stirrer,
røres min Tanke sært.
Som et Symbol paa Længsel
blev Du mit Hjerte kjært.
Med Roden staaer Du fængslet
altid paa samme Plet,
i Stammen stræber Du opad,
din Krone gynger sig let.
Kronen vifter i Vinden
og higer mod Solens Guld —
ak, men Foden er lænket
dybt i det sorte Muld!
Store Symbol paa Længse!,
Billed paa Menneskets Børn:
halvt en Orm i Støvet,
halvt en flyvende Ørn.
Billed paa Tidens Sønner
med den higende Aand —
Evighedsgenien, fængslet
dybt i Materiens Baand.
Viden i Verden vi flakke,
Tankerne dristige gaae —
dog til et Spand i Rummet
bundne, som Træet, vi staae.
Kjækt vi som Træets Krone
stræbe mod Solens Guld —
ak, men Foden er lænket
dybt i det sorte Muld!