Hvor ofte har jeg dog stirret
paa Dig, Du stolte Træ!
Hvor ofte har jeg ei hvilet
drømmende i dit Læ!
Hver Gang jeg paa Dig stirrer,
røres min Tanke sært.
Som et Symbol paa Stræben
blev Du mit Hjerte kjært.
Med Roden staaer Du fængslet
altid paa samme Plet,
i Stammen higer Du opad,
Kronen gynger sig let.
Billed paa Menneskebarnet
med den rastløse Aand —
Evighedsgenien, fængslet
dybt i Materiens Baand.
Kjækt vi som Træets Krone
stræbe mod Solens Guld —
ak, men Foden er lænket
dybt i det sorte Muld!