Træt af Dagens Møie,
træt af Dagens Hede,
som mig holder nede,
opad mod det Høie
løfter sig mit Øie.
Ud mit stille Kammer
ensomt, lønligt vender
mod den store Have
med de Dødes Grave,
hvor al Jordens Jammer
under Tuen ender.
Op jeg Vindvet lukker.
Natten er saa stille,
mørke Skyer drive,
frem iblandt dem dukker
Maanens blege Skive,
Himlens Stjerner spille.
Over Livets Brusen
imod Dødens Strande,
over Stormes Susen
paa de dunkle Vande,
medens Jorden viger,
opad, op jeg stiger
imod Fredens Lande.
Dristig som Titanen
Støvets Ætling svæver
mod den høie Himmel,
medens Hjertet bæver —
Evighedens Anen
griber ham med Svimmel.
Ned fra Himmelbuen
henter jeg mig Luen,
der med Lyset, Varmen
kraftigt fylder Barmen
og til Verdensstriden
styrker Promethiden.