1.
Jeg giver mine Tankers
sublime Kraft til Vinden,
jeg giver al min Visdom
og Videnskab til Vinden.
Jeg giver Bod og Anger
og Kjødets fromme Spægen,
jeg giver dette hele
forrykte Stads til Vinden.
Min Pande glat skal være
og mine Miner glade,
jeg giver hvad der skaffer
en Rynke mig til Vinden.
Jeg giver Tvivl og Sorger
og ængstelig Bekymring,
berust af Læbers Nektar
og Druesaft, til Vinden.
Jeg giver Eders Præken,
der støder frie Aander,
som sprænge Fordoms Lænker,
i Helved ned — til Vinden.
Jeg giver hvad zelotisk
udslynger Anathemer
og lugter Kjætterier
i hvert et Ord — til Vinden.
Og alt hvad der er taaget
og gjør mig Livet broget
og alt hvad der er mystisk,
det giver jeg til Vinden.
Jeg giver alt det Stive
i Skole, paa Katheder,
jeg giver Suk og Klynken
og Præstesnak til Vinden.
2.
Sætter for Munden jeg Flasken,
fuld til Randen — hvad skader det!
Hader jeg bitter Visdom,
taaget Mystik — hvad skader det!
Griber jeg, elskovsbegeistret,
i min Luths sødttonende Streng,
yder jeg yndige Skjønne
Skjønheds Tribut — hvad skader det!
Skyer jeg hellige, gule
Knokkelhænders Berøringer,
men ei Suleimas fine,
silkebløde — hvad skader det!
Flyer jeg Bibliotheker
og deres triste Sort paa Hvidt
og studerer i Vaarens
grønne Blade — hvad skader det!
Tro mig: høist overflødig
er Eders store Fornuftighed!
Bruser det i min Hjerne
og mit Hjerte — hvad skader det!