Hinsides Alperne
(Af et Reisebrev fra 1862)
(Af et Reisebrev fra 1862)
Alpenaturen med jættestor Vælde,
ilende Skyer over snedækte Fjelde,
Afgrundes svimlende Dyb!
Menneskebarnet med undrende Fagter
Urtidskolosserne maalløs betragter,
føler sig svagt som et Kryb.
Svagt som et Kryb — og dog Skabningens Mester!
Over de ældgamle Kamppladses Rester
baner han dristig sig Vei.
Frem gjennem Tunneller og Viadukter,
Rædslerne trodsende, Veien sig bugter —
Alperne standse ham ei.
Prægtige Mur om Italiens Have!
Rask under Pidskeknald Hestene trave
nedad, som gik det til Fest.
Luften er liflig, og Tankerne glade.
Hist alt Kastanien med mægtige Blade
hilser den nordiske Gjest.
Mod os sig vælter en Skare af Oxer.
Veien er smal, og Forvirringen voxer
vildt under Drivernes Larm.
Ak, de forgjæves at samle dem søgte!
Humpende, pustende, Dyrene flygte
foran vor rullende Karm.
Lago di Como imøde os smiler.
Stille og drømmende Vandspejlet hviler
yndigt i Solstraaleglands;
og om det Hele — Varenna, Menaggio
og Cadenabbia, Tremezzo, Belaggio —
slynger sig Bjergenes Krands.
Hør, hvor de blæse! Komedien begynder.
Skjøndt det er mørkt, vi afsted os dog skynder
hen til Thalias Palads.
Snavset er rigtignok Landsbyens Stue,
døsigt kun Tællelyspraasene lue;
men vi ra’e freidigen Plads.
Svulmende Piger med funklende Øine,
brune Kumpaner, en Smule forfløine,
Ungdom i første Parket.
Tæppet gaaer op. Kun Saameget jeg fatter:
Elisabetha, en elskelig Datter,
har det forfærdelig slet.
Marionetter med tragiske Toner,
Torden og Lynild, som Rædselen kroner —
Stykket er rørende trist.
Clownen til Gjengjæld desmere fornøier,
sparker med Benene, gjør sine Løier.
Dyden belønnes lilsidst.
Nu til Milano, »la grande«, vi drage,
hvor Kathedralen med Glands uden Mage
blænder vort Syn med sit Skjær.
Stolt som et Marmorbjerg vidt den sig strækker:
Taarne og Tinder i talløse Rækker,
smykket med Statuers Hær.
Pinakotheket ei mindre os glæder.
Hagar forstødes, og Ismael græder,
Yndigt Madonna med Uskyld i Øiet
sidder med moderlig Kjærlighed bøiet
Hist i Verona vi undrende skued
Amfitheatret, som mægtigt sig bued;
men — ja vor Studsen var svar! —
Byen forresten med Gader og Mure,
Kirker og Huse og Kipper og Skure
var kun et stort Pissoir.
Natten sig sænker saa kjølig og stille,
Maanen sig hæver, og Straalerne spille
ned paa Lagunernes By.
Over la piazza Skyggerne svæve,
sælsomme Stemmer i Luften sig hæve,
svinde og tone paany.
Kirken St. Marco med Kuplerne drømmer,
Guldmosaiket i Maaneskin svømmer,
minder om udslukket Glands.
Dogepaladsel med Søiler og Buer
vemodigt dybt ind i Fortiden skuer,
ak! efter Hæderens Krands.
Der, hvor de mægtige Herskere boede,
alt i Decennier de Fremmede kroede
sig paa Despoternes Vis.
I Prokuratiernes hvælvede Gange
slubbrer Beaumonden til Gøgleres Sange,
tankeløs henslængt, sin Is.
Ud paa Kanalen Gondolen os henter:
ligkisteagtig, den, sørgeklædt, venter —
dyb Symbolik er deri!
Konger i Pjalter, forfaldne Paladser,
endnu i Undergang mægtige Masser,
glide vort Øie forbi.
Kunsten os trøster, og Akademiet
Sjælen fra Vemoden atter befried,
løfted den op over Jord.
Tizians Madonna mod Himlen sig hæver;
Armene udstrakt, paa Skyen hun svæver
over Apostlenes Kor.
Nu til Reversen! Ved Dag Populacen —
næsvis og kjæltringeagtig er Racen —
lader En aldrig i Ro.
Naar saa ved Nat man i Fred kunde ligge,
porco di mondo! nei, Myggene stikke!
saa det har Art, kan I troe!
Nedad mod Syd! Apenninerne vinke.
Herlige Syn fra de høieste Brinke!
Florens — her standser min Pen.
Former og Farver saa gribende tale,
at jeg forgjæves det stræber at male,
Taushed kun har jeg igjen.
Hjemme hos Eder alt Vinteren truer;
her har vi Sommer med Roser og Druer,
Solskin, velsignet og rart.
Venlige Hilsner til Alle jeg sender,
a rivederci, Veninder og Venner —
skriv saa lidt langt og lidt snart!