Mindes Du den gamle Vise om en Riddersmand,
der til Borgen førte hjem en deilig Lillievand?
Fro ved Søens Bred han sad i Bøgeskovens Læ,
og en yndig Børneskare leged om hans Knæ.
Døden kom: hans favre Hustru lagdes under Muld,
og han sad med sine Glutter, bleg og sorrigfuld.
Øde tyktes nu de store Haller ham at staae,
og en anden Moder gav han de forladte Smaa.
Ak, men hun var kold og myndig, hvor hun gik og stod;
og hun stødte bort de Spæde fra sig med sin Fod.
Spot og Haansord, Straa til Leie Børnene hun gav,
og med Taarer hen de tyede til den Dødes Grav.
Og paa Kirkegaarden stode de med Kummer stor,
og saa græd de deres Moder op af sorten Jord.
Frem hun gik af Gravens Mørke, hvor hun stille laa,
og hun værged, som i Live, de forladte Smaa.
— Tykkes Du Dig ikke kjende denne Riddersmand,
der til Borgen førte hjem en fager Lillievand?
Red i Ungdoms Vaar Du ikke freidig under Ø,
fæsted Dig en underdejlig, yndig Kongemø?
Slynged ikke Fantasien Roser om din Lok?
Tumled ei sig rundtomkring Dig en livsalig Flok
stolte Haab og milde Drømme — Fantasiens Smaa?
Hvorfor maatte al den Jubel falme og forgaae!
Sad Du ikke høist alvorlig og med blegen Kind?
Drog en anden Herskerinde ikke til Dig ind?
Throned ikke, kold og myndig, hjerteløs Forstand,
ak! i dine Ungdomsdrømmes rige Tryllebind?
Har hun moderkjærligt pleiet Fantasiens Smaa,
har hun ikke lagt de Spæde paa det bare Straa?
Har Du, medens Du Dig tumled om paa Livets Strøm,
ikke glemt din lyse Ungdoms første, bedste Drøm?
... Mindes dog den gamle Vise, sælsom, underfuld!
Græd igjen din døde Glæde frem af sorten Muld.
Fantasien om Dig svæve, som en luttret Aand,
skjærme sine smaa Forstødte med en mægtig Haand.