I Kjøbenhavn er Bryllupsfest,
og Kirkeklokken kimer,
Kong Fredrik med sit Hof er Gjest,
en talrig Flok til Fods og Hest
i Byens Gader stimer.
Med Ædelstene smykket ud,
for Alteret, det høie,
i prægtig Gyldenstykkes Skrud,
bevæget, staaer den unge Brud
og sænker, bly, sit Øie.
Den Brudgom staaer med Blus paa Kind
i Kjærligheds Skjærsommer ...
da trænger, som en Hvirvelvind,
et Ilbud gjennem Kirken ind:
»Den svenske Flaade kommer!«
Og Brudeskaren under Støi
og mangestemmet, Raaben
i Trængsel ud af Kirken fløi,
imens det lød fra Lav og Høi:
»Til Vaaben nu! Til Vaaben!«
En kraftig Helt i Manddomsaar
med Øine, fromme, kloge,
paa Værftet Herluf Trolle staaer,
da der kom Bud fra Kongens Gaard
»Nu heis dit Dannebroge!«
Niels Hemmingsen, hans gode Ven,
som vandrer ved hans Side,
sig vender kjærligt mod ham hen:
»Saa skal, Hr. Admiral, igjen
for Danmarks Land I stride!
I disse Rigers biltre Kiv,
den Boldeste blandt Bolde,
I vover aarlig Eders Liv —
derhjemme græder Eders Viv.
Gud spare Jer, Hr. Trolle!«
Da svared Herluf: »Lærde Ven,
o tal ei saa, jeg beder!
Hvi kaldes vi vel Herremænd,
hvi bære vi vel Sværd ved Lænd
og tunge, gyldne Kjeder?
Hvi vil vi over Andre staae,
som Rigets Førstegrøde?
Mon ei, naar Ufred falder paa,
vi derfor fremmerst skulle gaae?
Det Sure med det Søde!«
Og Herluf heisede sit Flag
og op for Vinden brased.
Han slog paa Fjenden Slag i Slag.
Den deiligste Skjærsommerdag
paa Bølgen Kampen rased.
Hr. Trolle paa sit Flydeslot
kun lo ad Saar og Skrammer.
Hans Harnisk straaled lyseblaat,
fra Hjelmen vaied Fjeren flot,
og Øiet sendte Flammer.
Og først da Slaget var forbi,
hans Vunde blev forbundet.
Der alt var gaaet Koldbrand i,
før Bjørnen tyede til sit Hi
og styred indad Sundet.
Men sammen tog han sig med Magt
og dæmped ned sin Smerte
og vandred, stolt og uforsagt,
med Sværdet over Axel lagt —
og Døden i sit Hjerte.
Forbauset Folkehoben staaer
paa Torve og i Gader:
mens Blodet strømmed af hans Saar,
igjennem Byen til sin Gaard
han skred med høie Lader.
En Skygge fra den vilde Val
med dødningblege Miner,
i Dyvekes den gamle Sal
det danske Riges Admiral
alvorlig, stille triner.
Paa Dødens Leie Herluf laa,
og lukket blev hans Øie
af Hende, der vel mindes maa
i Herlufsholm af Pilte smaa —
den tro Birgitte Gøije.