Høie Penater!
ud af min Fortids
brændende Troja
har, som Æneas,
Eder jeg reddet.
Synker kun alle
stolte Palladser,
underfuld deilige
Søilegange —
Skove af Marmor:
alle min Ungdoms
dristig fantastiske
Luftkasteller.
Lad kun den vilde,
knittrende Flamme
Eder fortære
mægtige Templer,
hellige Altre,
hvor jeg som Barn har
knælet og bedet.
Ak, af den falske
Skjønhed bedaaret,
ak, af Helena
henrevet sødt,
kæmped jeg vildt for en
gjøglende Drøm.
Op er jeg vaagnet,
vaagnet i Rædsel —
Troja, mit Troja
synker i Grus.
Eder jeg redded dog,
høie Penater,
ud af min Herligheds
bittre Forlis.
Eder jeg holder
i mine Arme,
Eder jeg trykker
tæt til mit Hjerte,
Eder jeg løfter
høit imod Himlen.
Brus da kun, Flamme,
styrter Palladser,
Barndoms ærværdige
Templer og Altre.
Mægtig, profetisk
toner en Stemme;
freidig jeg følger,
Genius! dit Kald.
Hisset, hisset
hæver sig op af
blaanende Bølger,
solbeskinnet,
druebetynget,
Du mit Italia,
deilige Land.
Fremtidslandet,
Manddomsbedrifters
vinkende Arne —
did over Havets
sydende Brænding
fører jeg Eder,
høie Penater!