Hvad altfor ofte blev fordulgt
skal nu fordølges ei:
den bedste Kvinde jeg har kjendt
jeg fundet har i Dig.
Som Søen med det stille Vand,
der har den dybe Grund,
er dine Øines klare Glands
og Smilet om din Mund.
Med ædel Stolthed Du forsmaaer
det løse, ydre Skin.
En høi og hellig Enfold boer
dybt i dit stille Sind.
Den sløve Verden aner knap
dit Væsens Trylleri,
men jeg med salig henrykt Sands
mig sænker dybt deri.
Naar træt af Dagens hede Dyst
jeg iled i din Favn,
Du glatted Pandens Rynker ud
og hvisked ømt mit Navn.
Det var, som om min Genius kom
og bredte Vingen vidt
og kjærligt overskygged mig
og kaldte paa mig blidt.
Da brast, som ved en Guddoms Røst,
de sidste Lænkers Tvang;
som Ørnen mod den klare Sol,
min Sjæl sig opad svang.
Det var, som bølged sod Musik
i Nattens dybe Ro,
og Tvivl og Sorger løstes op
i gudbegeistret Tro.
De høie Himlens Stjerner gik
harmonisk deres Gang,
og brudt blev Livets Dissonans
i Evighedens Klang.
Ak, Hjertet er saa ofte koldt
og Munden lukket til!
Hvad jeg kun altfor tidt fortaug
jeg nu Dig sige vil.
Saamangen traf jeg paa min Vei,
der vilde med mig le;
men Ingen delte, Bryst mod Bryst,
som Du min bittre Ve.
Ja, yded Støvet jeg Tribut
og snubled jeg og faldt,
Du Kjærlighedens Kaabe blidt
har bredet over Alt.
Du sikkert gik, som Stjernen hist
paa Himlens høie Hvælv,
og vidste dog, man synke kan
under sit eget Selv.
Men følte Du, det rette Selv
var trofast og var sandt,
alt Andet var Dig Feberdrøm
og Gjøgleværk og Tant.
O mere klart for hver en Dag,
som svandt, det blev for mig:
den bedste Kvinde, jeg har kjendt,
jeg fundet har i Dig!
En evig Ungdomsglorie har
i blid og yndig Pragt
med Foraarsglands og Rosenduft
sig om din Pande lagt.
Du smulres ei og veires hen
af Tiden til Ruin,
men luttres stille Aar for Aar
alt som den klare Vin.
Du rev mig ikke mægtigt med
dengang jeg først Dig saae,
et dæmpet Fredens Straaleskjær
over dit Væsen laa.
Først langsomt af det dunkle Svøb
sig Blomsten vikled ud —
nu straaler Du i magisk Glands
som mine Tankers Brud!