If my bark sinks, ’t is to another sea.
De første Furer sænkes i min Pande,
mit Aasyn dækkes af de første Rynker —
men tro kun ei, at over dem jeg klynker;
fast som Trofæer tykkes mig de stande.
Det er jo Ar fra Livets Strid og Møie,
der vidne lydt om Kampen og Bedriften;
en Fortidssaga staaer i Gaadeskriften
af disse Runer frem for Sjælens Øie.
Jeg har ei, Tithon lig — den stakket unge —
et Drømmeliv i Morgenrøden kaaret;
nei, Dagens Støv og Hede har jeg baaret
og kæmpet Livets Kamp, den alvorstunge.
Velsignet være disse Ar fra Striden!
Af disse Furer spirer Fremtidshøsten,
der bringer, gylden, tusindfoldig, Trøsten,
den evige, for hver en jordisk Liden.
Af Plovens Jern maa Jorden sønderrives,
at fulde Ax sig kan i Vinden vugge,
og Panden gjennemfures under Sukke,
at Aandens Sæd kan saaes og groe og trives.
Thi svind kun, Ungdomsglorie om min Pande —
jeg derfor ikke, som en Kvinde, klynker!
Vis Eder kun, mit Aasyns første Rynker —
som Manddoms- og som Hæderstegn I stande!