If my bark sinks, ’t is to another sea.
De første Furer sænkes i min Pande,
mit Aasyn dækkes af de første Rynker;
men tro kun ei, at over dem jeg klynker,
nei, som Trofæer — tykkes mig — de stande.
Som dybe Ar fra Livets Strid og Møie,
de vidne lydt om Kampen og Bedriften;
en Heltesaga præntet staaer i Skriften,
der læses ud af disse Runer høie.
Jeg har ei, Tithon lig — den stakket unge —
et Drømmeliv i Morgenrøden kaaret;
nei Dagens Støv og Hede har jeg baaret
og kæmpet Livets Kamp, den alvorstunge.
O, jeg er stolt af disse Ar fra Striden!
Af disse Furer spirer Fremtidshøsten,
der bringer, gylden, tusindfoldig, Trøsten,
den evige, for hver en jordisk Liden.
Af Plovens Jern maa Jorden sønderrives,
at fulde Ax sig kan i Vinden vugge,
og Panden gjennemfures under Sukke,
at Aandens Sæd kan saaes og groe og trives.
Thi svind kun, Ungdomsglorie om min Pande;
jeg derfor ikke, som en Kvinde, klynker!
Vis Eder kun, mit Aasyns første Rynker;
som Manddoms Hæderstegn I stolte stande!