Skyer paa Himlen sig taarne.
I sær, fantastisk Strid,
af Stormen fremad baarne,
flyve de hid og did.
Hvorhen jeg vender mit Øie
op imod Lysets Hjem,
de vælte sig, sorte, høie,
ustandseligt fremad, frem.
Min Tanke sig forvirrer,
grublende, tung og mørk,
medens jeg opad stirrer
ud i den uhyre Ørk.
Dog hisset, hisset jeg skuer
en lille, blaanende Plet.
Som en Oases Tuer
hviler den, smilende, let.
Til den min vildsomme Tanke,
haabende, klynge sig kan,
som til den sidste Planke
en stakkels skibbrudden Mand.
O Blaa paa den mørke Himmel,
Hjertet hilser Dig glad!
Du svæver blandt Skyers Vrimmel
som Duen med Oliens Blad.
Lysets evige Banner
folder Du kjærligt ud,
som Tegn fraoven Du stander
og bringer det trøstende Bud:
at Solen atter skal stige
og mægtigt straalende staae,
Tungsindsskyerne vige,
og Himlen igjen blive blaa.