1.
Skjærsommerdagen straaler i lifligt Farveskjær,
og nyfødt smiler Alting baade fjernt og nær.
Paa Sjællandskysten vifter den nysudsprungne Bøg,
hist lyde Lærkens Triller, og hist kukker en Gjøg.
Sig Øresundet vugger mod den deilige kyst
med langlige Bølger, saa drømmende tyst.
Det hviler beroliget, med Himlen i sin Favn,
som et Menneskebryst uden Længsel og Savn.
Fra Rungsted styrer Kongeskuden henover Sø,
at gjæste Tycho Brahes navnkundige Ø.
Den glider som en Svane henover Bølgetop,
under de hvide Banker ankrer den op.
Kong Fredrik den anden i Forstavnen staaer,
Det er en kraftig Herre under graanende Haar.
Hans unge, fagre Hustru med lysgulen Lok
smiler til sin Husbond mellem Jomfruers Flok.
Ved hendes Side leger en otteaars Pog —
hvor er han smuk og munter og letnem og klog!
Mens Danmark eier Skjalde, som Harperne slaae,
Kong Kristian den fjerde! din Roes skal ei torgaae.
I Gyldenstykkes Kjortel og Skarlagenskrud
Dankongen og Dandronning af Snekken gaae ud.
Ad Strandens steile Banke de skride langsomt op,
mens Hoffets Dværginde gjør løierlige Hop.
I reven Vadmelskofte med pjudskede Haar
den usselige Bonde ved Lerhytten staaer.
Hans Rollinger sig nærme saa barnlig uforsagt
og stirre betuttet paa den kongelige Pragt.
En kjøn, lille Pige, saa buttet og trind,
med nødbrune Øine og rødmosset Kind
for Dronningen sig neier, frimodig i Aand,
og trykker et Kys paa den snehvide Haand.
Og Toget sig nærmer den vidtberømte Høi:
en luegylden Pegasus sig dreier som Fløi.
Af Lund og Have krandset, som hele Nordens Sir,
Uranienborg sig hæver med Kupler og med Spir.
Med brogede Farver den straaler over Ø —
et Eventyrslot i den brusende Sø.
Den mægtige Magus har tryllel det frem,
Urania til Ære, paa Bølgernes Hjem.
2.
I den grønne Sommerstue med Udsigt videnom
til Skibene, som gik, og til Skibene, som kom,
sidder Danmarks Frue, saa ung og saa smuk:
for hende Mester Vedel gjør sirlige Buk.
»Min gunstige Herre, min gode, gamle Ven« —
saa taler han og vender sig imod Tycho hen —
»per ardua ad astra har hævet sit Ry,
og sent vil hans Lige vist fødes paany!«
Sit Mundskjæg Tycho dreier og svarer med Spøg:
»For Lige maa der Lige som Høg over Høg!
Ifald Tycho Brahe paa Himlens Løb er klog,
er Anders min Mester med Pen og med Bog.
Han drager om i Landet fra Vraa og til Vraa,
og kostelige Viser dem samler han paa
om henfarne Tider og udslukket Glands,
om Kæmper og Riddere og Elverpigers Dands.
Om Kjærligheds Troskab i Liv og i Død
det klinger med en Tone saa sælsom og blød —
om Dagmar, vor Dronning, saa mild og saa from.
Jeg vædder, Eders Naade vil tykkes derom!«
Og Dronningen sig hæver fra høirygget Stol,
hun straaler som Skjærsommerens liflige Sol.
Med funklende Øine hun løfter sin Røst,
mod Gyldenstykket bølger det deilige Bryst:
»I Sandhed, velsignet er Danmarks favre Strand,
mens slig en Tvillingstjerne lyser over Land.
Naturen og Historien! De Stjerners Flammeskrift
og underfulde Viser om Fortids Bedrift!
Med Tycho har jeg stirret i Sommernatten lang
paa Himlens høie Hvælving og Stjerners stille Gang.
Med ham har jeg lyttet til Sfærers Harmoni,
Og alle Jordens Mislyd sig løste deri.
Nu venter mig en anden og ikke mindre Fryd.
I Høienloft gaaer Dandsen til Gigernes Lyd.
Forunderlige Toner bølge gjennem Luft
med Nattergalesangen og Rosernes Duft.
Ja, deilig er Jorden med Bjerg og med Dal,
med Elskovens Jubel og Elskovens Kval,
og Digtekunstens Himmel er Sfærers Harmoni,
og alle Dissonanser sig løse deri.«
— Hil være hin Dronning i Nutidens Gry,
der Middelalderssangene huldt skjænked Ly!
Fra hundrede Viser der udgik en Klang,
som aldrig skal uddøe paa Dannemarks Vang.