Det er ikke dødt, det er ikke dødt
hvad Du sænked i Tidens Strøm;
og sent eller tidlig vorder Du mødt
af Alt, af Daad som af Drøm.
Den larmende Dag kan rastløs gaae
og Aarene rulle hen —
og saa, naar mindst Du tænker derpaa,
det Svundne sig hæver igjen.
Du slumrer en sildig Nattestund,
i Ubevidstheden gjemt,
da stiger af Sjælens dunkle Grund
hvad Du troede for evig glemt.
Da vaagner Du med bevæget Hu,
og det er forbi med din Mag.
Du farer op med hemmelig Gru,
og Sjælen har Dommedag.