Hver Morgen hisset ved Arnos Flod,
naar ud jeg gik,
paa samme Plet han bestandig stod
med stirrende Blik.
Han mumlede sagte for sig hen
uhørlige Ord.
Han stod som fortabt, uden Frænde og Ven,
alene paa Jord.
Og der var Ingen, selv ei en Hund,
som leded hans Fod.
Saadan han altid hver Morgenstund
ved Paladset stod.
Den rige, herlige Arnodal
omkring ham laa:
han stirrede ud i stille Kval,
men Intet han saae.
Rundtom ham strakte sig Bjergenes Krands
med Villaers Pragt.
Han stod midt i Livets og Skjønhedens Glands
med pjaltet Dragt.
Firenze, »la bella«, fortryllende By
i Solstraaleskin,
livsalige Kunst med det evige Ry —
og saa være blind!
Blandt Former og Farver svælged i Mag
den nordiske Gjest,
mit Øie feired den ganske Dag
en Høitidsfest.
Naar saa ved Aften langs Arnos Flod
jeg hjemad gik,
endnu paa den samme Plet han stod
med stirrende Blik.