Barndoms Engel gaaer med Glands
gjennem Himmelporte,
for dens milde Straalekrands
flygter alle Nattens Skygger sorte.
Englens Øie spiller glad,
sorgløs, ubetynget.
Sku deri — som af et Bad,
stiger Du med nyfødt Kraft, forynget!
Er det ei, som Morgenluft
slaaer imøde Kinden?
Er det ei, som Blomsterduft
bølger, baaren hid af Sommervinden?
Barndoms Engel gaaer med Glands
indad Skolens Porte.
Ve os, hvis dens Straalekrands
slukkes her af Nattens Skygger sorte!
Nei, o nei! Lad altid frit
foldes ud dens Vinge!
Gid en lystig Latter lidt
fra »den sorte Skole« høit maa klinge!
Du, som alt fra Lngdomsaar
vied Dig os Unge —
Barndomsenglen blandt os slaaer,
lægger Takkens Ord os paa vor Tunge.
Barneblød, med kjærligt Sind
deler Du vor Glæde;
flyde Taarer paa vor Rind,
kan Du, blid, vemodig, med os græde.
Du, som trofast til dit Kald
offred Manddomskraften —
Barndoms Morgensang Dig skal
hilse kjærligt her i Livets Aften.