Jens Holgersøn, Kong Hanses
berømte Admiral,
der kjækt sig havde tumlet
omkring fra Val til Val,
af Kamp og Ære mættet,
med graatindsprængte Haar
har trukket sig tilbage
i Skaane til sin Gaard.
Han sidder i sit Stenhus.
der mægtigt rager frem
blandt Kirker og blandt Klostre
og Bondens usle Hjem.
Den vældige Kartove,
det sikkre Dødens Bud,
af Borgens Vindve strækker
sin mørke Munding ud.
Engang i Fastelavnen
en kraftig Vinterdag,
da Sneen dækked Egnen
med store, hvide Lag,
han vandred veltilmode
igjennem Mark og Lund,
mens foran, lystig, jaged
hans raske danske Hund.
Han mindes gamle Dage,
og Øiet straaler glad.
Som Dannerkongens Lehnsmand
paa Gotlands Ø han sad.
Saa viden om han flakked
tilsøes paa Skibets Dæk
og feied Lybeks Kræmmer
af Østersøen væk.
Et Smil, et lystigt, kruser
den gamle Vikings Mund —
da pludseligt han vækkes
af Trofast, af sin Hund.
I vilden Sky den halser,
og med et vældigt Hop
den farer henad Veien
og mod en Rytter op.
Han holder ved en Smedie,
hvis Esses Flammeglands
henover Sneen glimter,
som Lygtemænd i Dands.
Den stærke Ganger segner
fast under Byrden om:
et Kjødbjerg uden Lige
er Mandens Kæmpevom.
Jens Holgersøn sig nærmer:
»Saa skal vi mødes her!
I trækker, som mig synes,
besværligt Eders Veir.
Hvi kommer I dog aldrig
til Glimminge, til mig?
Jeg veed, fra Eders Kloster
det er dog ingen Vei.
Hr. Abbed! Nu til Gaarden
I med mig følge maa
Ved liflig Malvasier
vi Tiden skal forslaae.«
Den brave Abbed stønner:
som op af Eders Trappe
ei mere vinde kan.
Jeg sukker med Apostlen:
Hvo vil mig dog befrie
fra dette Dødsens Legem
og Kjødets Slaveri!«
Hr. Jens med Lune hørte,
hvordan han tog paa Vei,
og strøg sig om sit Fipskjæg
og svared: »Det vil jeg!«
— »St. Josef være Vidne,
min tappre Riddersmand,
jeg hundred Mark Jer giver,
hvis Ord I holde kan!«
den glade Abbed raable
og slog sig paa sin Bug.
Hr. Jens stod høist alvorlig,
men gotted sig i Smug.
I Smedien ind han raaber:
»Herud, min gode Smed!
Nu skal Du faae en Medhjælp,
som Du vil frydes ved.«
Den svære Smed sig nærmer,
sortsmudset, med et Grin.
det er min Medicin.
I Skole flux Du lage
vor hellige Kolos,
og taal blot ei, han byder
sin Læremester Trods.
Men er han flink til Arbeid,
den tykke Herrens Mand,
saa rækker Du ham sagtens
en Skofte med lidt Vand.«
Vor Abbed tvungen smilte
og var kun lidet glad.
Det hjalp ei, at han klynked,
det hjalp ei, at han bad.
Han maatte staae ved Ambolt
i hele Uger ti,
før, med formindsket Korpus,
han slap fra Kuren fri.
Med Lalter tog tilorde
Kong Hanses Admiral:
»Jeg ofte hørte tale
om Sydens Karneval —
et Mummespil som dette,
ved alle hellige Mænd!
dog søger nok sin Lige:
en Abbed — Smedesvend!«
Forgjæves dog han kræved
de hundred Mark paastand,
og Sagen kom for Bispen,
en from og munter Mand.
»Hr. Jens« — han endte Trætten
med lystigt Skjelmeri —
»skal bøde hele Summen
for plumpt Kvaksalveri!«
Jens Holgersøn sig bukked
og takked for sin Dom
og saae paa Kontraparten,
der stod med slunken Vom:
»Lidt grov var sagtens Kuren —
jeg skjænker Jer min Roes!
Men hvad kan man forlange
vel af en plump Matros?«