Min Rose, som jeg pleied
saa trofast og saa kjærligt,
og som til Gjengjæld smykked Hjemmets Stue,
det Skjønneste, jeg eied,
der duftede saa herligt,
min Blomsterfe, livsalig at beskue,
som mildt i Morgenlue
med sine fine Blade
har blinket mig imøde
og sødt i Aftenrøde
med sit Godnat gjort mine Tanker glade —
nu med sit Hoved hænger
og blomstrer ikke frisk og frodig længer.
Vemodig og bedrøvet
jeg saae den Fagre blegne
og sukked for min yndige Veninde.
Ak, hvis den blev mig røvet,
ak, hvis den maatte segne,
først sent jeg vilde Tabet vist forvinde.
Det gjælder om at finde,
hvorfor min søde Lille,
der med sit Blomsterbæger
mig liflig vederkvæger,
med sænket Pande staaer og lider ilde!
Hvad om jeg op den tager
af Jorden, hvoraf den sin Næring drager?
Forsigtig og med Læmpe
min stakkels syge Kjære
jeg hæver med Bekymring op af Mulde.
Min Harm jeg knap kan dæmpe:
i Slangebugter sære
en hæslig Orm sig slynger om den Hulde!
Den kvæles altsaa skulde
i Mørket, ubemærket,
af Snogen, som den gjested
og ved dens Rod sig fæsted —
ha, heldigvis jeg hindred Niddingsværket!
Den Fule bort jeg slænger:
nu skal min Roselil ei sygne længer!
Nu skal den alter hæve
sit Hoved, som den bøied,
mens Ormen stille, hemmeligt den naged.
Den skal lyksalig bæve
og, gjenfødt og fornøiet,
i Solens Straaler tone Glædesflaget.
Dens Fjende jeg opdaged
og endte derved Kviden,
Jeg redded den fra Døden —
i Morgen-, Aftenrøden
derfor med Duften lønner den mig siden.
Min yndige Veninde
nu blomstrer skjønt i lune Sommervinde.