Jeg gynger paa Middelhavet
imod den romerske Strand.
Med underfuld Rigdom begavet,
end hviler i Dæmring begravet
min Længsels forjættede Land.
Den langlige Bølge ruller
med Brusen om Skibets Stavn,
den bæver sig høit med Bulder
og bærer mig paa sin Skulder
til Romas udstrakte Favn.
O Hav med de mægtige Vande,
med roesomstraalede Kyst!
Europas deiligste Lande
og Asiens og Afrikas Strande
Du trykker op til dit Bryst.
Historiens ældgamle Amme!
til Sang af Musernes Kor
din dristige Menneskestamme
Prometheus’ himmelske Flamme
har bragt den undrende Jord.
Fønicierulken har fundet
bag Herkulesstøtterne Vei.
I dunkle Symboler bundet,
Ægyptens Vismand har grundet,
men løftede Sløret ei.
O Hellas’ straalende Minder
I Daad og Marmor og Skrift!
Mens Sekel paa Sekel svinder,
dog aldrig sin Mage finder,
o Roma! din Storbedrift.
... Histude stiger en Linie
af Kysten fra Bølgernes Bad.
Der smiler den landlige Vigne,
der suser den prægtige Pinie,
der kneiser den evige Stad!
Som fordum Æneas jeg higer
imod den vinkende Bred.
Mens bag mig Fortiden viger,
foran mig Fremtiden stiger
med Lys og Lykke og Fred.
Et svulmende Hjerte jeg bringer,
St. Peter, din Helligdom.
Paa nyfødte, mægtige Vinger
min Sjæl sig jublende svinger —
vær hilset, evige Rom!