Min unge Kvinde, fjernt fra Dig,
mens Solens Straaler brænde,
igjennem Sandet gaaer min Vei
den lange Dag tilende.
Lad Stene skjære kun min Fod,
og lad kun Blodet rinde —
jeg kæmper fort med trøstigt Mod
alt for min favre Kvinde.
Jeg kæmper fort den lange Dag:
jeg veed, i Aftenrøde
ved Høiens Fod et straatækt Tag
vil vinke mig imøde.
Fra Døren glad min hulde Mø
vil flyve mig i Favnen.
Thi kæmper jeg paa Dagens Sø
fremad mod Aftenhavnen.