Fuglen synger saa lifligt i Lund
fra Træernes grønne Kroner.
Sødt i Morgen- og Aftenstund
sender den ret af Hjertensgrund
op imod Himlens straalende Rund
jublende Toner.
Fuglen sidder bedrøvet i Bur,
hænger med Hoved og Vinge.
Stoltest Palads er dog kun et Skur
imod den store, frie Natur.
Hvorfor bag Gitterstænger og Mur
Sangersken tvinge?
Husker Du, da paa dit Knæ jeg sad —
Jomfruen hos sin Ridder?
Ak, hvor var Hjertet ungt og glad!
Over os høit i Solens Bad
toned bag Lindens skjærmende Blad
Fuglenes Kvidder.
For mig paa Harpen du leged og sang,
kjæreste Hjertens Glæde!
Vækkes i Cellen, mørk og trang —
og det gjør den saa mangen Gang —
atter til Live den søde Klang.
Nonnen maa græde.
Himlen veed, at med Villie fri
Løftet ikke blev givet!
Fader og Moder ... Alt er forbi!
Hvide Klæder jeg ganger i —
heller med Dig ad den vildeste Sti
vandred jeg Livet!
Aldrig finder mit Hjerte Rast
i St. Birgittas Kloster.
Om jeg tumles for Stormens Kast,
Tanketraaden hel ofte brast,
naar jeg stammed med Feberhast
mit Paternoster.
Selv under Messen Du for mig staaer:
Øinene skjelmske, brune.
Op med din hvide Haand Du slaaer,
purrer Dig i dit krusede Haar —
for mig Du kasted i Ungdoms Vaar
Elskovens Rune!
Speilet Du gav mig ... med Vemod i Sind
bort jeg fra Skuet mig vendte!
Bleg er din Elskede vorden om kind;
søvnløs, jeg næsten har hulket mig blind
Mødtes igjen vi ved duftende Lind,
knap Du mig kjendte.
Jomfru Maria, Du rene Mø,
tag den Forgrædte i Favnen!
Hvis ei med ham paa Verdens Ø
Bryst imod Bryst jeg maa leve og døe,
aabn mig da hisset, bag fraadende Sø,
Kjærlighedshavnen!