Om Vinteren Stuen
og Kakkelovnsluen,
der spiller paa Gulvet med hyggeligt Skjær!
Naar Sneen derude
slaaer ind imod Rude,
et Hjem og en Arne maa tækkes Enhver.
Naar Vaar og naar Sommer
med Blomsterne kommer,
og Drosselen fløiter sin jublende Sang,
naar Bøgene suse,
og Bølgerne bruse —
ja saa bliver Stuen os Alle for trang.
Som Fuglenes Skare
vi lystigen fare
omkring i den nyfødte, friske Natur.
At boltres i Græsset,
at kjøre paa Læsset,
det er noget Andet end spærres i Bur!
Jeg ligger bag Hækken
og stirrer paa Bækken,
der risler og risler i Solstraaleglands.
Hvor Bølgerne tindre,
rundtom i det Mindre
en Verden sig rører i cirklende Dands.
Desværre min Evne
ei mægter at nævne
dem alle, der færdes paa Straa som bag Siv,
der løbe paa Vandet,
der kravle paa Landet —
men glad jeg dog ser paa det brogede Liv.
En Guldsmed sig svinger
paa straalende Vinger,
den »demoiselle« nok kaldes bag Rhin.
En Franskmand, en ægte —
det kan man ei nægte —
er altid saa høflig og mageløs fin.
Opmærksomhed kræver
den kløgtige Væver,
der spinder af Bugen sit kunstige Spind
og hefter det oppe
paa Straaenes Toppe,
hvor sagte det vugges af Sommerens Vind.
Det dybt mig bedrøver,
at det er en Røver,
som Fluer bestandig i Hovedet har.
Desværre har Nettet,
han listigen flettet,
besnæret saa mangen en troskyldig Nar.
Sig speiler i Livet
paa Straaet, bag Sivet
vor Menneskeidræt, og Stort er som Smaat.
Se, det var Moralen!
Nu slutter jeg Talen —
thi Prækener kjede, det veed jeg jo godt.
Nu falder alt Duggen.
Hør Nattergalklukken!
Jeg vandrer ad Skovstien hjemad i Kveld.
Det suser i Skoven,
det bruser fra Voven:
»Ja, Dagen var deilig! Godnat og sovvel!«