Du, som delte tro min Vandring
gjennem Aarene, som randt,
fulgte mig i hver Forandring
og til min din Skjebne bandt —
Du, som kjærligt med mig flakked
over Alperne til Rom,
Du, hvem aldrig nok jeg takked,
kom, min unge Hustru, kom!
Solen skinner over Staden,
Himlen straaler mørkeblaa;
gjennem Trængslen nedad Gaden
lad os ud paa Vandring gaae!
Hen paa Forum ufortøvet,
giv mig Armen, fremad, frem!
Ud at samle Blomsterstøvet
til vor kjære Kube hjem!
Saae Da Munken, som tilside
med sin brune Kutte veg?
»Ja, hvor syntes han at lide;
ak, hvor mager og hvor bleg!«
Hvad er det? Du stjaalent smiler,
og din Kind sig farver rød.
Ah, en Mand sit Hoved hviler
i sin brave Hustrus Skjød.
Scene uden al Beregning!
Skjønne Jagt — til denne Krops
høist nødvendige Forpleining —
efter Dyr, saa smaa som Trops!
... Her er Forum! Det sig strækker
som en mægtig Kirkegaard,
hvorpaa rundtomkring i Rækker
Marmormonumenter staaer.
Disse Stene fange Mæle,
kommer Du med opladt Sands.
Som Historiens Milepæle
vidne de om svunden Glands.
Der hvor nu dit Blik sig fæster,
paa en Porticus det faldt,
ak! Saturnustemplets Rester,
otte Søiler kun ialt.
Hist Konkordiatempelsalen —
nu Ruin kun — kneised stolt,
Cicero med Vælde Talen
her mod Katilina holdt.
Zions Konge! Titusbuen
fører Tanken til dit Hus:
Sværdet kappes vildt med Luen,
Davids Stad er lagt i Grus.
Konstantinusbuen minder
om den sidste, store Strid;
Korset kommer, ser og vinder,
og med det den nye Tid.
Der sig Kolosseum runder,
Tid og Mennesker tiltrods.
Under over alle Under,
jættestore Stenkolos!
Hundredtusinde sig leired
i Theatrets Kæmpely,
Fest paa Fest blev lystig feiret,
Jublen runged imod Sky.
Vældigt breder sig Arenen,
hvor ved Romerfolkets Fod
for de vilde Dyr paa Scenen
flød Martyrens ædle Blod.
Hist i Midten Korset kneiser:
Frelsens Tegn med Kristi Blod,
knæle maatte Romas Keiser
dybt i Støvet for din Fod!
Keisernes Paladser drage
mægtigt op til Palatin.
Mindets Glands er kun tilbage —
og en Verden i Ruin!
Neros gyldne Hus og Haller
smuldre ukjendt hen i Støv.
Jordens Pragt til Jorden falder,
som i Høst det visne Løv.
Over Herlighed, som neppe
anes bag den sjunkne Mur,
breder Du dit grønne Teppe,
evigt blomstrende Natur!
Ja, en sælsom Vemodsklage
klinger i det gamle Rom.
Oldtids kolossale Dage
vies ind til Død og Dom.