Du, som delte tro min Vandring
gjennem Aarene, som svandt,
fulgte mig i hver Forandring
og til min din Skjebne bandt —
Du, som kjærligt med mig flakked
over Alperne til Rom,
Du, hvem aldrig nok jeg takked,
kom, min unge Hustru, kom!
Solen skinner over Staden,
Himlen straaler mørkeblaa;
gjennem Trængslen nedad Gaden
lad os ud paa Vandring gaae!
Hen paa Forum ufortøvet,
giv mig Armen, fremad, frem!
Ud at samle Blomsterstøvet
til vor kjære Kube hjem!
Saae Da Munken, som tilside
med sin brune Kutte veg?
«Ja, hvor syntes han at lide,
ak, hvor mager og hvor bleg!»
Hvad er det? Du stjaalent smiler,
og din Kind sig farver rød.
Ah, en Mand sit Hoved hviler
i sin brave Hustrus Skjød.
Scene uden al Beregning!
Ivrig Jagt paa denne Fyr,
til hans Legemes Forpleining,
efter slemme springske Dyr!
... Her er Forum! Det sig strækker
som en mægtig Kirkegaard,
hvorpaa rundtomkring i Rækker
Marmormonumenter staaer.
Disse Stene fange Mæle,
kommer Du med opladt Sands.
Som Historiens Milepæle
vidne de om svunden Glands.
Hist Konkordia Tempelsalen —
nu Ruin kun — kneised stolt,
Cicero med Vælde Talen
her mod Katilina holdt.
Zions Konge! Titusbuen
fører Tanken til dit Hus:
Sværdet kappes grumt med Luen,
Davids Stad er lagt i Grus.
Der sig Kolosseum runder,
Tid og Mennesker tiltrods.
Under over alle Under,
jættestore Stenkolos!
Konstantinusbuen minder
om den sidste store Strid.
Korset kommer, ser og vinder —
og med det den nye Tid.
Keisernes Paladser drage
mægtigt op til Palatin.
Mindets Glands er kun tilbage —
og en Verden i Ruin!
Over Herlighed, som neppe
anes bag den sjunkne Mur,
breder Du dit grønne Teppe,
evigt blomstrende Natur!
Ja, en sælsom Vemodsklage
klinger i det gamle Rom.
Oldtids kolossale Dage
vies ind til Død og Dom.