«Hvad skal jeg sige? Mine Ord
vil ikke meget sige.»
En Verden underfuld og stor,
en Verden uden Lige!
Jeg vandrer taus og stille om
og ned min Jubel dæmper.
I Solens Straaler hviler Rom
med Sommer i November.
Til Monte Pincio hen jeg gaaer,
mens Aftensolen luer;
og, i Beundring tabt, jeg staaer
og ned paa Roma skuer.
I Aftenrødens gyldne Skjær
om svunde store Dage
i Marmorskrift jeg læser her
en mægtig gammel Sage.
Jeg staaer med dybtbevæget Aand
i Monte Pincio-Haven.
Med Middelaldren Haand i Haand
gaaer Oldtid frem af Graven.
Og saa et broget Nutidsliv
med Sorger og med Glæder,
med Had og Elskov, Kys og Kiv
paa Gader og i Stræder!
O var jeg Maler! Handværksmænd,
Signorer, Munke, Præster
og Æsler skulde sættes hen
imellem Fortids Rester.
Jeg vilde male Hver og En,
ja først de mest Forfløine,
saa gamle Mutter med sin Ten
og saa — de sorte Øine!
Skjøndt kun Poet, I faaer ei Ro;
jeg maler lidt af Glandsen.
Ak, paa det Hele, kan I troe,
Naturen sætter Krandsen.
Cypresser rage mægtigt op,
ud Pinier Kronen folder
og ligne med den hvalte Top
fast Kæmpe-Parasoller.
Imellem Løvet mørkegrønt
Orangen gylden skinner;
og under Laurbær straaler skjønt
et Pantheon af Minder.
Ave Maria! Klokkeklang!
Nu Dag og Arbeid ender.
Thi slutter ogsaa nu min Sang
til mine danske Venner.