O tal, o svar! Dit Væsen ei jeg fatter.
Saa indesluttet, mørk og kold og haard
Du, taus og stille, gjennem Livet gaaer
og ser paa Verden med en bitter Latter.
Det glade Smil, den milde Vemodstaare
er som et fremmed Sprog, Du fatter ei.
Der trives ingen Blomster paa din Vei,
og dine Ord, som hvasse Torne, saare.
... »Se disse Slaaentorne, spidse, golde!
Fra Moderstænglens dunkelt stille Gjem
de have higet imod Dagen frem,
for deres Væsens Indhold ud at folde.
De vilde gynge sig i Lys og Varme
og vugge sig i Ætherhavets Bad
og løfte høit det friske, grønne Blad
paa deres stærke, milde Faderarme.
Men, ak! Naturen nægted grum dem Næring
og ændsed ikke deres dunkle Trang.
Mens Alt omkring dem spired, dufted, klang,
den vied dem til Savn og Selvfortæring.
Naar Sommersolen stiger paa sin Throne,
sig deres Brødre vugge mod det Blaa.
Forkomne Grene, de tilbage slaae
og fik for Bladekrands en Tornekrone.«