Han var kun en Hyrde,
som vogtede Faar,
hvor Tajo med Brusen
blandt Klipperne gaaer.
Han redte sit Leie
paa Sne under Tjørn
og kæmped for Hjorden
med Ulv og med Bjørn.
Mod Romas Legioner
han svang saa sit Sværd,
og om ham sig flokked
en jublende Hær.
De seirvante Ørne
med Skam maatte flye,
og Hyrden sig vandt
et udødeligt Ry.
Han stod nu som konge
i Manddommens Glands
og smykket med Ærens
livsalige Krands;
men altid den Samme
i Færd og i Dragt
den trofaste Hyrde
for Landet holdt Vagt.
Han sov i sin Rustning
paa Sne under Tjørn,
bestandig paa Post
mod den romerske Ørn.
Sin Skofte han brød
med et straalende Blik,
og Kilden ham rakte
den styrkende Drik.
En underskjøn Kvinde
af fyrsteligt Blod
han fæsted til Hustru,
og Brylluppet stod.
Blandt Herrer og Fruer
i blændende Pragt
en Kofte af Vadmel
var Brudgommens Dragt.
Ved rigtsmykket Taffel
sad Gjesternes Rad,
og lifligen dufted
den vældige Brad,
og Spanielands Vin
i den gyldne Pokal
berusende blinked
i Høieloftssal.
De kostbare Retter
han ei havde rørt,
og Bægeret ikke
til Læberne ført —
da rask han sig hæved
fra bugnende Bord
og skilles fra Gjesternes
larmende Kor.
Af Slottet, det prægtige,
iled han ud,
tog bag sig paa Hesten
sin rødmende Brud
og red imod Bjergenes
blaanende Rand
til Kamp for sit elskede
Fædreneland.