Jeg sad mig træt, jeg sad mig sløv.
Forandring!
Derude blandt de grønne Løv
jeg ryster af mig Skolens Støv.
Paa Vandring!
Fra Leiet op i Morgengry
jeg springer,
jeg synes mig som født paany,
af Svalesang i høien Sky
det klinger.
I Søvnens Arm den store Stad
end hviler,
mens fra de høie Huses Rad
saa frank og fri, saa let og glad
jeg iler.
Vær hilset Sund i Havfrudands
mod Stranden!
Du smiler mildt i Solens Glands
med Skummets hvide Perlekrands
om Panden.
O høie, lyse Bøgelund
Godmorgen!
I denne Tempelhvælvings Rund
forglemmer Sjælen, stærk og sund,
al Sorgen.
Jeg kravler op paa Banken steil
ved Vandet.
Se Baaden med de røde Seil,
der piler henad Søens Speil
mod Landet!
Til Fiskerlejet Veien gaaer,
hvor Garnet
til Tørring langsmed Kyslen staaer,
og Grisen en Tagfat sig faaer
med Barnet.
Og nu farvel Du friske Strand!
Forandring!
Jeg vender Ryggen Dig paastand,
thi nu gaaer indad, ind i Land
min Vandring.
Et andet Hav sig høiner her
med Vover —
det gule korn i Straaleskjær
med Lærkekvidder fjern og nær
derover.
Den vevre Sommerfugl saa glad
sig hæver.
Smukt som et lille Blomsterblad
paa Luftens Strøm, i Solens Bad
den svæver.
Fra Middagshimlen uden Sky
det brænder.
Forgjæves sukker jeg om Ly
og mod den lille Bondeby
mig vender.
Idyllisk disse Tag af Straa
mig vinke,
som Storken hygger Rede paa,
hvor Lilier og Pioner staae
og blinke.
Fra Brønd mig henter Pigen Vand
med Tække,
som hist i Oldtids Østerland
ved Palmen under Solens Brand
Rebekke.
Ved Engen af det slagne Hø
det dufter.
Derovre fra den stille Sø,
der slutter i sin Favn en Ø,
det lufter.
Sig Solen nedad alt mod Vest
bevæger.
Hav Tak, Natur! for denne Fest,
jeg feired ved dit Bord som Gjest —
det kvæger!
Jeg nydt har Livets bedste Lyst.
Forandring!
Med frigjort Aand og Mod i Bryst
jeg vender atter hjemad trøst
fra Vandring.