Der hersker i Klostergaarden
ved Munkenes stille Bo
om Efteraaret som Vaaren
en underfuld kvægende Ro.
Med hundrede Søiler sig breder
den mægtige Buegang.
Fra Kirken dæmpet sig spreder
Lyden af Brødrenes Sang.
Og Guldorangerne svæve
i Bladenes grønne Ly,
og mørkt Cypresserne hæve
sig høit mod den flyvende Sky.
Den yndigste Rosenflor smiler
med sødt vederkvægende Duft,
og over det Hele hviler
Italiens deilige Luft.
Saa hjemligt Gaarden sig strækker
for Vandrerens henrykte Blik,
og Klosterbrønden ham rækker
en styrkende Lædskedrik.
Der er saa hyggeligt stille,
ei Spor af Menneskefjed,
paa Søilerne Solstraaler spille,
og Alting aander kun Fred.
Hvor Oldtidens uhyre Thermer,
som Vidner om Keisernes Magt,
med Statuer, Buster og Hermer
sig hæved med blændende Pragt,
der Klosterhaven sig strækker,
som Ensomheds Helligdom,
med straalende Søilerækker —
og udenfor larmer Rom!
Er Livsbyrden tung at bære,
og sukker din Sjæl efter Trøst,
»o her er der godt at være!«
Du hvisker med bævende Røst.
Du drømmer i Klosteretd Celle
at finde den skjærmende Havn,
der aabner for Stormenes Vælde
Dig moderkjærligt sin Favn.
O Daare med tvivlende Hjerte!
fra Kampen flygter Du bleg
og glemmer, at Livets Smerte
er ikkun en Valhalsleg.
Om end Du segner i Støvet,
Du hæve Dig kjækt igjen,
for freidigt og ufortøvet
til Striden at ile ben.
Og troer Du, at, fjernt fra Braget
af Verdenskampenes Larm,
Du smutter fra Hovedslaget,
som slaaer i din egen Barm?
Det raser bag Munkens Kutte,
naar Alt omkring ham er tyst.
Det gjælder ei Fred at slutte,
men udkæmpe livets Dyst!