Det er ikke dødt, det er ikke dødt
hvad Du sænked i Tidens Strøm;
og sent eller tidlig vorder Du mødt
af Alt, af Daad som af Drøm.
Den larmende Dag kan rastløs gaae
og Aarene rulle hen —
og saa, naar mindst Du tænker derpaa,
det Svundne sig hæver igjen.
Du slumrer en sildig Nattestund,
i Ubevidstheden gjemt,
da stiger af Sjælens dunkle Grund
hvad Du troede for evig glemt.
Da vaagner Du med bevæget Hu,
og det er forbi med din Mag;
Du farer op med hemmelig Gru,
og Sjælen har Dommedag.