Dybt paa Havets Bunde
ingen Storme gaae,
hvor de smukke Lunde
af Koraller staae.
Høit i Æthrens Rige
Skyer øines ei,
alle Taager vige
paa den lyse Vei.
Naar Dig Sorger bøie,
bort fra Livets Gru
mod det Dybe, Høie
vende Du din Hu!
Alle Stormes Vildhed
er da veiret hen,
Fredens klare Mildhed
har Du kun igjen.
Løst fra hver en Lænke —
glemt er, hvad Du led —
som en Dykker sænke
Du Dig nedad, ned,
hvor med Bølger milde
fra sit dunkle Gjem
Livets friske Kilde
stille vælder frem!
Paa en Jakobsstige
opad over Sky
til et bedre Rige
gjælder det at tye.
Der ei Taager dunkle
sløre til din Sands,
klare Stjerner funkle
der med evig Glands.
Kun paa Overfladen
vilde Storme gaae,
ikkun Overfladen
ruge Taager paa.