I Skyggen at boe, men dog være glad
og intet Begjær at have,
at se dem vugges i Solens Bad
og dog ei kjende til Nid og Had —
ja, det er en kostelig Gavel
At gjøre sig lille med frejdigt Mod
og uden et Suk at drage,
at se med Tilfredshed og roligt Blod
dem hæves iveiret paa Lykkens Flod —
o Hemmelighed uden Mage!
Ja, lad os lære den sjeldne Kunst
i Skyggen med Hjerter milde
at smile ved Verdens skuffende Gunst,
der bort kan veires som Taagedunst,
og være tro i det Lille!
Tro mod os selv i det skiftende Døgn
være det Første og Sidste!
Altid de samme Hellig og Søgn,
kæmpe vi kjækt mod den blændende Løgn
til Jorden dækker vor Kiste!