Jeg gik paa den uhyre Valplads
imellem Dynger af Lig,
rundtom lød Døendes Rallen
og Saaredes Jammerskrig.
Fra vidt forskjellige Lande
imellem hverandre de laa;
og rundtom Tungemaal løde,
som ei jeg kunde forstaae.
Jeg vandred til hver en Landsmand
og bragte ham Trøstens Ord
og løfted det bristende Øie
op over blodstænkte Jord.
Jeg lagde den vilde Kriger
i Favnen af Fredens Gud
og modtog til Hjemmet, det fjerne,
saa mangt et kjærligt Bud.
Der gik igjennem mit Hjerte
som tusinde Dolkestik.
Da mødte jeg ... hvilket bevæget
bønlig bedende Blik!
En Døende vildt i Smerter
vælted sig i sit Blod,
imens han til mig taled
et Sprog, jeg ikke forstod.
Et svælgende Dyb befæstet
der var mellem ham og mig.
Jeg maatte dog med ham give
et Ord paa hans sidste Vei!
Da løfted jeg mine Hænder
og sagde med hævet Røst
«Jesus Kristus!» og gjorde
Korsets Tegn paa hans Bryst.
Og Frelserens Navn forened,
hvad Sprogene skilte ad;
og Kjærligheds Himmel blaaned
høit over Tvedragt og Had.
Den Døende til mig nikked
med gudhengivent Mod —
jeg havde jo til ham taled
et Sprog, vi begge forstod.